lørdag den 12. januar 2013

tilbageblik med gedeskæg

Det er tid til at se både tilbage og frem..

gedeskæg
skud af gedeskæg

Ja, de ser lækre ud, planten var også blandt alle de andre spiselige landsby-have-planter der gemte sig i vores have, dengang vi overtog den. Forskellige steder havde jeg læst, at den har været brugt som forårsgrøntsag, men smagen var frastødende, selv sarte skud - afbleget under en sort spand - smagte intensiv af blåsyre.
Igennem intensiv research fandt jeg siden hen ud af, at den rigtig nok blev spist på trods af giftigheden.


En anderledes smuk oplevelse var, at vores magnolie i år blomstrede til sensommer. Den hårde "påske-frost" havde ødelagt alle forårsknopper.

prunus dulcis
frugtmandel

Der kom også flere nye eksotiske frugttræer til i haven, bl.a. en nashi pære, to forskellige schisandra og et sødt-mandeltræ. For mig er det noget af det mest spændende at følge nye frugttræers udvikling og prøve deres første frugter.


Asimina triloba & Diospyros virginiana
pawpaw & persimoner

Persimoner og pawpaw skal de første år overvintre beskyttet, før de kan plantes helt ud i haven. Jeg har dem i et koldt drivhus, overdækket med en termomåtte, jeg håber de klarer sig!


December var kold, med masser af sne. Så kom varmen med juleroser og erantis..

quinoa
huauzontle, Chenopodium nuttalliae

..og spirede quinoa-korn.
Nu er det koldt igen og jeg er ved at finde nye grøntsager og frugter, der kan afprøves i den kommende sommer.