lørdag den 16. juni 2012

Pælerødder og træflytning

..jeg elsker at passere vores kaprifolie. Duften gør mig helt sværmerisk..



Det er også det eneste, der mangler det sted, vi besøgte i pinsedagene..


Her boede nogen af mine gartner-forfædre og mødre..

et øjebliks misundelse var svært at undgå.










Dog var det en anden gren af gartnerslægten jeg ville til: Theodor Nietner (slotsgartner på påfugleøen i Berlin) skrev i sin rosenbog fra 1880 at han indrammede bedene i hans rosenhave med egebånd, som var anderledes smukt at se på, men først og fremmest særdeles nem at luge da pælerødderne gik lige ned i jorden, og der kunne graves omkring og løsnes under med en greb uden at skade ege-planterne, som det ville uundgåelig ske med de traditionelle buks- og taks-hæk. 


Da jeg desværre mangler plads til en rosenhave, har jeg afprøvet "egebåndet" i den ældste del af grønsagshaven. både eg- og buksbom-hækkene er nu 12 år gamle.. påstandene holder stik.

Kunsten at flytte store træer

Min farfar var ligeledes gartnermester, anlægsgartner. Han elskede at redde flotte velvoksede træer, der skulle vige for nye veje eller byggerier. Et, bedre to år før træerne skulle flyttes blev der omkring stammen gravet rigeligt af den bedste kompost ned direkte omkring stammen, for at stimulere  rådvæksten. Yderligere blev enkelte rødder savet over. I løbet af et år dannedes der masser af små nye sugerødder ind i den nedgravede kompost. Nu kunne kranbilen og gravkoen komme, grave træet op, flænsede rødder blev skåre pænt til og træet kunne plantes og forankres det nye sted.


Dette, selvfølgelig langt fra  store, men alligevel 14 år gamle pæretræ flyttede jeg, da murene af min faldefærdige staldbygning blev fjernet. Det er nu på plads igen ved den nyopståede værkstedsbygning.


Disse to blomster af silkepæonen "festiva maxima" fylder hele stuen med duft..